20 Sep 2015
Pain in woman back. Female holding hands on spot pain back isolated on white background

Ømme lænde og stive nakker er hverdagskost i Danmark. Spørger du dine kollegaer, om han eller hun har ondt i ryggen, vil mere end hver tredje ifølge Gigtforeningen svare ‘ja’.
Indtil nu har rygforskningen koncentreret sig om den arbejdsdygtige alder, men i det nye årtusind er der kommet fokus på børnene.

– Tidligere havde man kun to svar, når et barn klagede over ondt i ryggen: Enten var det vokseværk og ville gå over af sig selv, eller også var det en alvorlig sygdom. Alt det indimellem er først ved at blive undersøgt nu, siger kiropraktor og professor Jan Hartvigsen. Han er forskningsleder på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, hvor han er involveret i flere projekter, der handler om børns rygsundhed, for eksempel hvordan man bedre forebygger smerter ved at identificere de faktorer, der disponerer for rygproblemer, og hvilke behandlinger, der virker bedst, når børnene har fået smerter. Det overordnede formål med forskningen er at sikre, at børn får lagt grunden til et liv uden ondt i ryggen.

Ifølge professoren fortæller 10 procent af de 12-13-årige, at de har ondt i ryggen, og dette bakkes op af deres forældre. Spørger man de 18-20-årige, siger 50-60 procent, at de har haft en episode med smerter inden for det seneste år.

– Det ser ud til, at stigningen er gradvist lineær. Der bliver altså stille og roligt flere og flere, der får ondt i ryggen, og efter de 18-20 år er andelen forbavsende konstant. Mange tager problemerne med sig ind i voksenalderen, og det betyder, at vi skal sætte meget tidligere ind med forebyggelse, end vi hidtil har troet, siger Jan Hartvigsen.